Viva España!

"At rejse er at leve!", skrev H.C. Andersen begejstret hjem fra Spanien, og det var da også med forventninger om et eventyr, at tre brave mænd fra Roskilde Pibeklub i oktober drog mod det spanske for at forsvare de rød-hvide farver i Verdensmesterskabet i Piberygning 2017. Det glade rejsehold bestod af Kaj Overgaard Jensen, Esbern Johnsen og Hans Halling Nielsen, samt Hans søde kone Ragnhild, som dog ikke røg med i konkurrencen. Årets mesterskab foregik i Figueres i Spanien, og det kunne jo ikke være mere spændende i netop denne tid. Figueres ligger i hjertet af Catalonien, og er hovedstad i den catalanske provins Girona som på flere måder er forbundet med den Catalonske selvstændighedsbevægelse. Det var da også Gironas pibeklub som stod for mesterskabet, og der var således alle chancer for at se historien ske på nærmeste hold, når Danmark tog verdensmesterskabet, samtidig med at Catalonien blev erklæret verdens yngste nation. Ingen af delene kom til at ske, men vi var der!

Figueres er i øvrigt også nævneværdig som ’Dalis by’. Surrealismens fader, Salvador Dali, blev født- og tilbragte størstedelen af sit liv, i Figueres, hvor man også finder Dali-museet, designet af kunstneren selv. Dali havde i sine velmagtsdage været en hyppig gæst på vores hotel, Hotel Duran, som var udsmykket med mange af hans værker, skitser, fotos og breve. Hotellet ligger i hjertet af byen, et stenkast fra museet, og havde fortid som berømt spise- og vinkælder fra 1855, havde været Dalis yndlingsrestaurant, og rummer i dag en restaurant som er kendt for at sætte standarden for catalansk cuisine, hvilket også er blevet bemærket af den kendte Michelin-guide. Og så havde hotellet et udmærket rygerum placeret lige over for morgenmadsrestauranten, hvor man nemt kunne komme til at sidde og få en snadde sammen med rygere fra hele verden. Jeg endte selv ved forskellige lejligheder med at få en røg og en snak med både den russiske mester og en kilt-klædt irlænder fra Texas!

Turen derned gik begivenhedsløst og gnidningsfrit. Vi mødtes alle i Kastrup iført Roskilde Pibeklubs foretrukne model i piberyger-hat, en sort sag behæftet med relevante pins, flag og emblemer, og få timer senere kunne vi sætte os ved en udendørsservering nær tog-stationen i Figueres, i 24-25 graders varme og strålende sol, og få os en fortjent Alhambra Reserva Rosa, hvilket er undertegnedes foretrukne spanske øl. Øllen faldt i alles smag, og vi prøvede da også Alhambra Reserva Verde-versionen, mens vi sundede os og ’dannede os et overblik over situationen’. Hotellet lå i gå-afstand fra stationen, og det viste sig snart at der boede en god portion piberygere på hotellet i anledning af mesterskabet. Med Dali på væggene, gourmet-restaurant i stuen, pæne værelser med gratis wifi, og piberygere over det hele, syntes vi jo nok at vi var vel ankomne. Vi aftalte at gå ud og smage på det lokale køkken og tilhørende fermenterede vindruejuice lidt tidligt, så vi kunne komme op næste morgen og tage ud til det sted hvor arrangementet skulle foregå når de åbnede, for at kunne indregistrere os og se på udstillernes piber før der blev fyldt med mennesker.

Stedet viste sig at være et event-sted med en større restaurant i den bedre ende af skalaen, og tusind photo-ops til bryllupper og lignende, med åkander i rindende vandløb langs spejlbesatte søjlegange i antik stil. Hertil en restaurant lavet som en lang, lav-loftet vinkælder/grotte, og adskillige selskabsrum og serveringshaver i forskellige niveauer. Det var mægtigt fancy, og arrangørerne havde sat diske op ude i solen, hvorfra der solgtes tapas og kolde øl fra Barcelona på fad (Moritz Cervesa), så det var jo ikke så ringe endda, som man sagde hjemme i Vendsyssel da jeg var barn.

Vi blev indskrevet som deltagere, og så kunne vi endelig komme til at kigge på de forskellige stande med piber og udstyr; noget jeg havde set meget frem til, da jeg vidste at der ville være stande fra både et eksklusivt italiensk pibemærke jeg samler på, og fra en særdeles veludstyret pibebutik ved navn Pipasibarita/Sybaritepipe i Barcelona jeg før har handlet med online og fået suveræn service af. Deres hjemmeside er klart et besøg værd (www.sybaritepipe.com). Der var naturligvis også mange andre stande, med piber fra pibemagere i Portugal, UK, Italien, Frankrig, Spanien, Tyskland m. m., og tobak fra tyske Peter Heinrichs og årets hovedsponsor Davidoff. Bemærkelsesværdigt nok var der en del estate-piber blandt udbuddet. Der blev købt lidt af både det ene og det andet, det er jo ikke hver dag man har chancen, og priserne var bestemt rimelige, men ikke billige. Samme aften afholdtes den traditionelle Galla-middag, og hotellet summede af piberygere med vedhæng i stiveste puds. Vi deltog dog ikke, og gik i stedet ud for at danne os en second opinion om en flaske af noget lokal druesaft vi havde prøvet aftenen før. Den viste sig også ved nærmere overvejelse at være ganske fremragende.

Næste dag skulle slaget stå. Vi var omkring 200 rygere som samledes i strålende vejr, de fleste i en form for uniformering, og vi stod da heller ikke tilbage for nogen, klædt som vi var efter pibeklubbens foreskrifter: Sorte bukser, lyseblå skjorte, pibeklubbens slips, vest og hat. Et stolt syn, forstås det, om end jeg ikke kunne lade være med at undre mig over, at vi med 40-50.000 piberygere i vores land kun formår at stille med 3 mand. Jeg håber at denne beretning er med til at overtale en og anden til at tage med en anden gang, for det var en fantastisk oplevelse, og hvor mange gange har de fleste prøvet at deltage i et verdensmesterskab? Humøret var i hvert fald højt blandt de mange ventende deltagere, og i et enkelt tilfælde nærmest løssluppent, trods lidt problemer med logistikken som forårsagede en smule forvirring og forsinkelse. Ja, okay, de havde ikke fået sat borde og stole op til tiden, hvis vi nu skal være ærlige, og det endte med at ambitioner om en blandet bordplan måtte skrottes, og vi fik lov at sætte os som vi ville. Vi danskere satte os til bords med slovakierne fra Nitra som stod for arrangementet sidste år. Det er flinke folk, og da folk satte sig, efter at have stået ude i solen og ventet en time uden at turde drikke en enkelt lille kold fadbamse af frygt for at skulle tisse under konkurrencen (bemærk troen på en personlig rekord-tid!), faldt der måske nok en enkelt kommentar til dem om hvor godt deres arrangement var organiseret og bare kørte som på skinner..

Årets tobak var Davidoff Argentina Cavendish, en teoretisk set ribbon-cut mørk cavendish forward semi-aromatisk blend produceret for Davidoff af Orlik, med dobbelt-fermenteret sort cavendish, lagret, lufttørret (air cured) virginia og honning. Den er 1 ud af 3 nye semi-aromatiske blends fra Davidoff som jeg også så udstillet i mange tobaksbutikker rundt omkring i Spanien (de to andre er Brazil med vanilje, og Malawi med frugtsmag). Det er en svær tobak at ryge langsomt uden den går ud, da det er en meget grov ribbon-cut, nærmest mere træflis, som nemt efterlader lufthuller i pakningen af piben, og fra pakken er den endda temmelig fugtig. Hvis man skal undgå at den går ud, bliver man nød til at pulse lidt i den, og det kan illustreres ved, at den italienske advokat som sidder på verdensrekorden, brugte 3 timer og 33 minutter og 6 sekunder på at ryge det pågældende års tobak, men kun brugte 1 time og 46 minutter på at ryge den samme mænge af dette års blend! Røgen begynder hurtigt at smage varm på grund af det høje sukker- og vandindhold, og da røgen er meget sød kan room-note blive lidt kvalm, hvis man ikke selv ryger aromatiske eller meget søde blends.

Årets pibe var en brun apple-billardhybrid med guldring (dublé) og sort akryl-spids fra spanske Pipes Sigmund (160mm, 57 gram). Den er smuk, men den er stor i udformningen, den føles stor i hånden, og selv spidsen føles tyk i munden. Jeg kan godt lide mine piber lidt store, og jeg synes det er en rigtig dejlig pibe. Den er velkonstrueret hele vejen igennem, om end jeg kunne se på min og naboernes piber at der ikke havde været skelet meget til åretegningerne da træet til sponsorpiberne blev udvalgt.

Holdkaptajnen Hans fik ved en fejl udleveret en fyldt æske med tændstikker (bord-dommerens reserveæske), og havde taget to tændstikker op af den, hvorefter han ville give dommeren æsken tilbage og have en tom æske han kunne bruge istedet. Trods vore gode intentioner og forsøg på at bryde sprogbarrieren, tror jeg ikke borddommeren den dag i dag forstår hvad der var sket og hvad vi forventede han skulle gøre ved det. Det endte med at jeg nærmest tog den æske med 2 tændstikker Hans skulle have haft ud af hånden på knøsen, tømte den og gav den til Hans. All is well that ends well. Efter nogle taler af forskellige dignitarer fra lokale og globale pibe-foreninger, lød startskuddet. Den første mand gik ud efter få minutter, og så fulgte de ellers én efter én. Der blev banket lystigt med pibestopperne på glassene rundt omkring ved de forskellige borde, efterhånden som folk måtte forlade dem. Vi gled da også ud omkring midt i svinget, Kaj klarede sig bedst, men da det var mit første mesterskab havde jeg været noget nervøs for at måtte være den første deltager der skulle gå the walk of shame, med lyden af pibestoppere klingende mod glas som baggrundsmusik. Det var vi nu alle på holdet langt fra, så trods det at vi ikke kom i nærheden af en pokal, og at jeg ikke slog min egen personlige rekord som jeg havde håbet på, så syntes jeg jo nok at jeg kom ud af det med æren i behold. Årets mesterskab var for hold, og blev vundet af den italienske rekordholders team. Den bedste individuelle tid blev opnået af den russiske mester jeg havde haft en pibe og en snak med på hotellet.
Næste år er det så det individuelle verdensmesterskab, og afholdes i Japan.

Revolutionen så vi ikke meget til, og verdensmestre blev vi ikke. Men vi havde pragtfuldt vejr, og vi var ude på eventyr. Det gør jeg sgu gerne igen! Det er en stor skam at der ikke er flere der deltager per land, og jeg vil gerne opfordre læseren til at tage med næste gang muligheden er der. Godt selskab, god mad og drikke, masser af røg, og en rigtig sjov og unik oplevelse. Og så fik vi jo købt nogle fantastisk flotte piber!

Esbern Johnsen, København, 2017.